Mifid ii i praksis: Investorbeskyttelse eller bureaukratisk byrde?

Siden indførelsen af MiFID II i 2018 har både banker, investorer og finansielle rådgivere skulle tilpasse sig et nyt landskab præget af skærpede krav og omfattende dokumentation. Direktivet, der oprindeligt blev lanceret for at styrke investorbeskyttelsen og skabe mere gennemsigtighed på de finansielle markeder, har udløst markante forandringer i måden, investeringer rådgives, registreres og rapporteres på.

Men mens idealerne bag MiFID II er lette at forstå, diskuteres det stadig, om reguleringen reelt gavner investorerne – eller om den i praksis mest af alt har ført til øget bureaukrati og flere administrative byrder for branchens aktører. Med krav om detaljerede dokumentationsprocesser og omfattende rapportering stilles spørgsmålet, om værdien for kunden matches af de ressourcer, der bruges på at efterleve reglerne.

I denne artikel dykker vi ned i MiFID II’s intentioner og de konkrete konsekvenser, reglerne har haft for finanssektoren. Vi stiller skarpt på balancen mellem beskyttelse og bureaukrati, og spørger: Giver MiFID II reelt større tryghed for investorer – eller drukner værdien i papirarbejde?

Formålet med investorbeskyttelse – idealer og realiteter

Formålet med investorbeskyttelse i MiFID II-reguleringen tager udgangspunkt i ønsket om at sikre, at private og institutionelle investorer kan færdes trygt på de finansielle markeder. Idealbilledet er et marked, hvor gennemsigtighed, fair rådgivning og passende produkter beskytter investorer mod urimelige risici og interessekonflikter.

Reguleringen skal skabe tillid, så investorer ikke bliver udnyttet af mere vidende eller magtfulde aktører. I praksis viser det sig dog ofte vanskeligt at omsætte disse idealer til virkelighed.

Reglernes kompleksitet og de mange krav til dokumentation kan gøre det udfordrende for både rådgivere og investorer at bevare overblikket. Dermed risikerer formålet at drukne i bureaukrati og standardiserede processer, hvor den individuelle beskyttelse til tider forsvinder i mængden af skemaer og samtykkeerklæringer. Spændingsfeltet mellem ambitionen om reel beskyttelse og de praktiske realiteter er derfor fortsat et centralt tema i debatten om MiFID II’s effektivitet.

Nye krav til rådgivning og dokumentation

Med MiFID II er der indført markant skrappere krav til både rådgivning og dokumentation i forbindelse med investeringer. Rådgivere skal nu gennemføre grundige kundekendskabsprocedurer, hvor de afdækker investorens erfaring, risikoprofil og investeringsmål, før der kan gives anbefalinger.

Dette indebærer detaljerede spørgeskemaer og systematisk indsamling af information, der skal dokumenteres og opbevares i længere tid. Derudover skal banker og investeringsselskaber kunne dokumentere, at de har handlet i kundens bedste interesse – blandt andet ved at forklare, hvorfor et givent produkt anbefales frem for andre.

Samtidig skal alle relevante oplysninger om omkostninger, risici og produktets kompleksitet præsenteres tydeligt og forståeligt for kunden. Disse krav har betydet, at rådgivningsprocessen nu i højere grad er standardiseret og dokumentationstung, hvilket både kan øge transparensen for investorerne, men også belaste rådgivere med mere administration.

Konsekvenser for banker, investorer og finansielle rådgivere

Implementeringen af MiFID II har haft vidtrækkende konsekvenser for både banker, investorer og finansielle rådgivere, som alle har måttet tilpasse sig et langt mere komplekst regelsæt end tidligere. For bankerne har de nye krav betydet omfattende investeringer i compliance-systemer, uddannelse af medarbejdere og udvikling af nye processer til dokumentation og rapportering.

Særligt de skærpede krav til rådgivningsdokumentation og produktgodkendelsesprocedurer har medført et øget administrativt pres, hvilket ikke kun har betydning for bankernes interne ressourcer, men også for deres omkostningsstruktur.

For de finansielle rådgivere har MiFID II ændret måden, de må interagere med kunderne på; der stilles nu langt større krav til at kortlægge kundens investeringsprofil, risikovillighed og økonomiske situation, og rådgiveren skal løbende kunne dokumentere, at investeringsforslagene er i kundens bedste interesse.

Dette har i mange tilfælde medført, at rådgivningen er blevet mere standardiseret og mindre personlig, fordi rådgiveren i højere grad styres af faste procedurer og dokumentationskrav.

Investorerne har på den ene side fået større gennemsigtighed i forhold til omkostninger, risici og produkternes egenskaber, hvilket kan styrke deres position og mindske risikoen for fejlinvesteringer.

Få mere information om Ulrich Hejle her.

Men på den anden side har de også måttet vænne sig til mere omfattende informationsmateriale og længere processer, før en handel kan gennemføres, hvilket kan opleves som tungt og bureaukratisk. Særligt mindre investorer kan opleve, at adgangsbarriererne til personlig rådgivning er blevet højere, fordi omkostningerne til at betjene mindre kunder er steget. Samlet set har MiFID II således medført en professionalisering af den finansielle rådgivning, men også betydelige administrative byrder og nye udfordringer for både banker, rådgivere og investorer, hvor balancen mellem reel investorbeskyttelse og bureaukratisk kompleksitet fortsat debatteres.

Få mere info om Advokat Ulrich Hejle her.

Bureaukratiets pris: Mere papir, mindre værdi?

Indførelsen af MiFID II har uden tvivl medført et markant løft i den administrative byrde for både banker og investorer. Kravene om øget dokumentation, detaljerede rapporteringer og omfattende oplysningspligt betyder, at rådgivningssituationen ofte domineres af formularer, samtykkeerklæringer og standardiserede risikoprofiler.

Hvor reguleringen har til hensigt at beskytte investorernes interesser, oplever mange, at de mange dokumenter overskygger den egentlige rådgivningsværdi.

For investorer kan det blive sværere at overskue væsentlig information i mængden af papirarbejde, mens rådgivere bruger mere tid på proces end på personlig dialog. Dermed risikerer bureaukratiet at udvande formålet med reguleringen, så både værdiskabelse og tillid mellem kunde og rådgiver lider under vægten af ekstra administration.

Teknologiens rolle: Kan digitalisering lette byrden?

Digitalisering og teknologiske løsninger omtales ofte som nøglen til at håndtere de øgede krav, som MiFID II har medført. Ved at automatisere dokumentationsprocesser, kundekendskabsprocedurer og rapportering kan banker og investeringsrådgivere potentielt spare tid og reducere manuelle fejl.

Moderne IT-systemer kan eksempelvis sørge for, at alle relevante oplysninger om kunder og produkter indsamles og opdateres løbende, hvilket letter arbejdet med at overholde reglerne uden at det nødvendigvis går ud over rådgivningens kvalitet.

Samtidig giver digitale platforme investorer bedre adgang til information og mulighed for at følge deres investeringer tættere.

Dog viser erfaringerne, at teknologien ikke løser alle udfordringer: Implementeringen af nye systemer kan være tidskrævende og kostbar, og der kan opstå nye former for kompleksitet, når forskellige systemer skal integreres. På trods af disse udfordringer peger meget dog på, at digitalisering – hvis den anvendes rigtigt – kan være et afgørende værktøj til at lette den administrative byrde og samtidig styrke investorbeskyttelsen.

Fremtidsudsigter: Bliver MiFID II justeret eller forstærket?

Fremtiden for MiFID II er præget af både usikkerhed og debat. På den ene side er der fortsat politisk og regulatorisk opbakning til formålet om stærk investorbeskyttelse og gennemsigtighed på de finansielle markeder, hvilket taler for en yderligere styrkelse eller udvidelse af reglerne.

Samtidig peger mange aktører på, at kompleksiteten og omkostningerne ved efterlevelse er blevet en reel byrde for både store og små finansielle virksomheder – og at bureaukratiet kan risikere at skade både innovation og tilgængeligheden af investeringsrådgivning.

Derfor diskuteres det nu, om MiFID II bør justeres, så reglerne i højere grad målrettes de områder, hvor der er størst risiko for investorbeskyttelse, mens mindre komplekse eller risikofyldte produkter måske kan fritages for nogle af kravene.

Samtidig kan fremtidige revisioner også komme til at fokusere på at udnytte teknologi og digitalisering til at gøre efterlevelsen mere smidig. Uanset hvilken retning reguleringen tager, synes det klart, at både myndigheder og branche følger udviklingen tæt og vil tilpasse MiFID II, så balancen mellem beskyttelse og byrde løbende justeres i takt med erfaringerne fra praksis.