Grøn finansiering: Juridiske rammer for bæredygtige investeringer

Grøn finansiering har i de senere år fået en central rolle i bestræbelserne på at omstille samfundsøkonomien i en mere bæredygtig retning. Investorer, virksomheder og myndigheder er i stigende grad opmærksomme på, at kapitalens strømme kan og bør bidrage til at fremme miljømæssige og sociale mål. Men med den voksende interesse følger også et stigende behov for klare juridiske rammer, der kan sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og reelle bæredygtige resultater.

Denne artikel giver et overblik over de vigtigste juridiske rammer og krav, der regulerer grøn finansiering og bæredygtige investeringer. Vi ser nærmere på EU’s taksonomi og andre centrale lovgivningsinitiativer, krav til due diligence for investorer, samt udviklingen af grønne obligationer og andre bæredygtige finansielle produkter. Artiklen sætter også fokus på de risici og udfordringer, som blandt andet greenwashing og usikre retslige fortolkninger kan medføre, og afslutter med et blik på fremtidsperspektiverne for regulering på området.

Målet er at give læseren et solidt fundament for at forstå det komplekse landskab, hvor lovgivning, finans og bæredygtighed smelter sammen – og hvorfor det netop nu er vigtigere end nogensinde at have styr på de juridiske rammer for grøn finansiering.

Hvad er grøn finansiering og hvorfor er det vigtigt?

Grøn finansiering dækker over investeringer og finansielle aktiviteter, der understøtter bæredygtig udvikling og bidrager til omstillingen mod et mere klimavenligt og ressourceeffektivt samfund. Det handler om at kanalisere kapital til projekter, virksomheder og initiativer, der skaber miljømæssige fordele, for eksempel ved at reducere CO2-udledning, fremme vedvarende energi eller forbedre biodiversitet.

Grøn finansiering er vigtig, fordi den spiller en central rolle i at realisere både nationale og internationale klimamål, herunder Parisaftalen og FN’s verdensmål.

Uden tilstrækkelige investeringer i grøn omstilling risikerer vi at bremse den nødvendige udvikling mod et mere bæredygtigt samfund. Samtidig kan grøn finansiering bidrage til at minimere klimarelaterede risici for investorer og skabe nye forretningsmuligheder, der understøtter langtidsholdbar økonomisk vækst.

EU’s taksonomi og andre centrale lovgivningsinitiativer

EU’s taksonomi er et centralt element i udviklingen af juridiske rammer for bæredygtige investeringer. Taksonomiforordningen, der trådte i kraft i 2020, definerer ensartede kriterier for, hvornår en økonomisk aktivitet kan betegnes som miljømæssigt bæredygtig. Formålet er at skabe gennemsigtighed, modvirke greenwashing og lede kapital mod aktiviteter, der bidrager væsentligt til EU’s miljømål – herunder begrænsning af klimaændringer, bæredygtig anvendelse af vandressourcer og beskyttelse af biodiversitet.

Ud over taksonomien har EU vedtaget flere vigtige lovgivningsinitiativer, såsom Disclosure-forordningen (SFDR), der stiller krav om, at finansielle aktører informerer om bæredygtighedsrisici og -påvirkninger i deres investeringsbeslutninger, samt Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), der udvider virksomhedernes rapporteringspligt om bæredygtighed.

• Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle >>

Disse initiativer indgår i en samlet strategi, der skal understøtte den grønne omstilling og sikre, at finansielle strømme fremmer reelle bæredygtige løsninger på tværs af hele EU’s indre marked.

Due diligence og krav til investorer

Investorer, der ønsker at engagere sig i grøn finansiering, mødes i stigende grad af omfattende due diligence-krav og regulering, der skal sikre investeringernes bæredygtige karakter. Ifølge EU’s forordninger, herunder taksonomiforordningen og SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), er investorer forpligtet til at indsamle, vurdere og rapportere detaljerede oplysninger om de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) i deres investeringsporteføljer.

Det indebærer blandt andet krav om at analysere virksomheders klimapåvirkning, identificere væsentlige risici for miljø og menneskerettigheder samt dokumentere, hvordan investeringerne bidrager til EU’s bæredygtighedsmål.

Manglende overholdelse af disse krav kan føre til både juridiske og omdømmemæssige konsekvenser. Derfor er det nødvendigt, at investorer indarbejder robuste due diligence-processer og løbende opdaterer deres politikker og procedurer for at sikre, at deres investeringer lever op til de gældende lovgivningsmæssige standarder for grøn finansiering.

Grønne obligationer og bæredygtige finansielle produkter

Grønne obligationer og bæredygtige finansielle produkter udgør centrale værktøjer i omstillingen til en mere bæredygtig økonomi. Grønne obligationer er gældsbeviser, hvor de rejste midler er øremærket til miljøvenlige projekter, eksempelvis inden for vedvarende energi, energieffektivisering eller bæredygtig infrastruktur.

Disse obligationer skal leve op til specifikke standarder og ofte dokumenteres via tredjepartsverificering, hvilket øger gennemsigtigheden og tilliden blandt investorer. Ud over grønne obligationer findes en bred vifte af bæredygtige finansielle produkter, såsom ESG-fonde, bæredygtige investeringsfonde og såkaldte “impact investment”-produkter, som integrerer miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige hensyn i investeringsbeslutninger.

Med EU’s regulering, herunder forordningen om bæredygtige finansielle oplysninger (SFDR) og taksonomien, er der indført skærpede krav til, hvordan finansielle aktører skal rapportere og markedsføre disse produkter. Dette skal sikre, at investeringer faktisk bidrager til bæredygtige mål og imødekomme investorernes efterspørgsel på troværdige grønne investeringsmuligheder.

Risici, greenwashing og retslige udfordringer

Selvom grøn finansiering rummer betydelige muligheder for både investorer og samfundet som helhed, er området forbundet med en række væsentlige risici og udfordringer. En af de mest centrale problemstillinger er risikoen for greenwashing, hvor virksomheder eller finansielle produkter fremstår mere bæredygtige, end de reelt er.

Dette kan skyldes uklare eller utilstrækkelige definitioner af bæredygtighed samt manglende standardisering og kontrol. Greenwashing underminerer ikke blot tilliden til markedet, men kan også medføre økonomiske tab for investorer, der baserer deres beslutninger på fejlagtige oplysninger.

Få mere information om Ulrich Hejle her.

Retsligt rejser dette en række spørgsmål om ansvar og håndhævelse, herunder hvordan myndigheder skal identificere og sanktionere vildledende markedsføring. Derudover kan de komplekse lovgivningsmæssige rammer, som fx EU’s taksonomi og oplysningsforordninger, skabe usikkerhed om, hvilke krav der konkret gælder for udstedere og investorer.

Manglende harmonisering på tværs af jurisdiktioner kan også medføre grænseoverskridende udfordringer, hvor forskellige fortolkninger og implementeringer vanskeliggør en ensartet håndtering af bæredygtighedskrav. Samlet set stiller disse risici betydelige krav til både juridisk rådgivning, compliance og løbende opdatering af interne processer for at sikre, at grønne investeringer reelt lever op til deres bæredygtighedsløfter.

Fremtidsperspektiver for regulering af bæredygtige investeringer

Fremadrettet forventes reguleringen af bæredygtige investeringer at blive både mere omfattende og mere detaljeret. EU’s taksonomi udgør allerede et centralt værktøj, men arbejdet med at udvide og præcisere kriterierne fortsætter, blandt andet for at inkludere flere sektorer og miljømål, såsom biodiversitet og cirkulær økonomi.

Samtidig ses der en tendens til øget krav om transparens og rapportering, så investorer og virksomheder i endnu højere grad skal dokumentere og underbygge deres bæredygtighedsindsats. På globalt plan kan der også forventes større harmonisering af regler, idet internationale standarder som ISSB og samarbejde mellem store økonomier kan føre til mere ensartede krav på tværs af grænser.

Endelig må det forventes, at myndighederne vil intensivere kontrollen med greenwashing og håndhævelse af reglerne, hvilket kan føre til strengere sanktioner og nye retspraksisser. Samlet set bevæger reguleringen sig mod et mere integreret og forpligtende system, hvor bæredygtighed bliver en uomgængelig del af den finansielle sektor.