Esg og finansret: Bæredygtige investeringer i et juridisk perspektiv

I de senere år har ESG – miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold – vundet markant indpas i finansverdenen. Investorer, virksomheder og myndigheder stiller i stigende grad krav om, at kapital placeres ansvarligt og med hensyn til både samfund og klima. Denne udvikling har ikke blot ændret, hvordan investeringer vurderes og tilrettelægges; den har også skabt et behov for nye juridiske rammer, der kan understøtte og regulere den bæredygtige omstilling.

Med denne artikel sætter vi fokus på, hvordan ESG har fået betydning for finansretten og det juridiske landskab omkring investeringer. Vi afdækker de centrale lovgivningsmæssige initiativer på både nationalt og internationalt plan, undersøger de krav og muligheder, som rådgivere og kapitalforvaltere står overfor, og belyser de risici, der kan opstå – herunder greenwashing og håndhævelse af ESG-relaterede forpligtelser. Artiklen giver et overblik over de vigtigste juridiske aspekter ved bæredygtige investeringer og ser frem mod de udfordringer og muligheder, som virksomheder, investorer og rådgivere møder i takt med, at ESG får stadig større gennemslagskraft i finanssektoren.

ESG’s fremkomst i finansverdenen

De seneste år har ESG – en forkortelse for Environmental, Social og Governance – for alvor gjort sit indtog i finansverdenen. Hvor bæredygtighed tidligere mest blev betragtet som et spørgsmål om virksomhedsansvar og etik, er ESG i dag blevet et centralt kriterium for investorer, banker og kapitalforvaltere verden over.

Denne udvikling er drevet af både et stigende samfundsmæssigt fokus på klima, sociale forhold og god selskabsledelse samt en erkendelse af, at ESG-faktorer kan have væsentlig indflydelse på investeringers afkast og risikoprofil.

Samtidig har regulatoriske tiltag og øgede krav om transparens fra myndigheder og investorer medført, at ESG ikke længere opfattes som et frivilligt tillæg, men som en integreret del af den finansielle beslutningsproces. Dette har medført, at ESG-aspekter nu indgår i alt fra kreditvurderinger til porteføljeallokering og rapportering, hvilket understreger den markante transformation, finanssektoren har gennemgået i takt med bæredygtighedsdagsordens voksende betydning.

Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her >>

Juridiske rammer for bæredygtige investeringer

De juridiske rammer for bæredygtige investeringer er under hastig udvikling og udgør et komplekst samspil mellem nationale regler, EU-lovgivning og internationale standarder. Centralt for reguleringen står definitionen af, hvad der forstås ved en “bæredygtig investering”, samt hvilke krav der stilles til finansielle aktører i forbindelse med identifikation, rapportering og overvågning af ESG-forhold (Environmental, Social, Governance).

Særligt EU har gennem de seneste år indført en række retsakter, såsom taksonomiforordningen og oplysningsforordningen (SFDR), der pålægger finansielle virksomheder at integrere bæredygtighedsrisici og -hensyn i deres investeringsprocesser.

Dette betyder, at investorer og kapitalforvaltere skal tage højde for både miljømæssige og sociale forhold samt god ledelsespraksis, når de træffer investeringsbeslutninger og udarbejder lovpligtige rapporter.

De juridiske rammer sigter ikke blot mod at øge gennemsigtigheden og beskytte investorer, men også at fremme omstillingen til en mere bæredygtig økonomi ved at styre kapital mod aktiviteter, der bidrager til samfundsmæssige mål. Dermed er de juridiske krav både et styringsredskab og en drivkraft for ansvarlig og fremtidsorienteret investering.

Lovgivning i EU og internationale standarder

EU har i de senere år indtaget en globalt ledende rolle, når det gælder reguleringen af bæredygtige investeringer. Med vedtagelsen af blandt andet EU’s taxonomi-forordning, disclosure-forordningen (SFDR) og den kommende Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) har EU fastlagt et omfattende regelsæt, som forpligter finansielle aktører til at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) hensyn i deres investeringsbeslutninger og rapportering.

Disse regler stiller krav om øget gennemsigtighed, standardiserede oplysninger og dokumentation af, hvordan investeringer bidrager til bæredygtighedsmål.

Ud over EU’s lovgivning spiller internationale standarder såsom FN’s principper for ansvarlige investeringer (UN PRI), Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD) og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder en stigende rolle i at skabe et fælles globalt sprog og ramme for ESG.

Her kan du læse mere om Ulrich Hejle.

Samspillet mellem EU-retlige krav og internationale standarder betyder, at finansielle aktører skal navigere i et komplekst og dynamisk reguleringsmiljø, hvor både juridisk compliance og best practice er afgørende for at sikre legitimitet og konkurrenceevne på markedet for bæredygtige investeringer.

Due diligence og ansvarlighed i investeringsbeslutninger

Due diligence og ansvarlighed er blevet centrale begreber i forbindelse med ESG og bæredygtige investeringer. For investorer og finansielle aktører betyder dette, at der i dag stilles langt større krav til at foretage grundige undersøgelser og vurderinger af både potentielle investeringer og de virksomheder, de investerer i.

Due diligence omfatter ikke længere kun finansielle og forretningsmæssige aspekter, men skal nu også inkludere vurderinger af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold.

Dette indebærer for eksempel, at investorer forventes at identificere og vurdere risici forbundet med negative miljøpåvirkninger, brud på menneskerettigheder eller utilstrækkelige ledelsesstrukturer i de virksomheder, de overvejer at investere i. Ansvarlighed i denne sammenhæng betyder, at investorer ikke kan nøjes med at læne sig op ad virksomheders egne ESG-rapporter eller grønne markedsføringsudsagn, men aktivt skal efterprøve informationerne og dokumentere, at deres investeringsbeslutninger træffes på et oplyst og forsvarligt grundlag.

Denne forpligtelse er blandt andet indskrevet i EU’s taksonomiforordning og SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), som pålægger finansielle markedsdeltagere at integrere ESG-vurderinger i deres investeringsprocesser og rapportering.

Manglende due diligence kan ikke kun føre til økonomiske tab, men også til juridiske konsekvenser, hvis investorer bliver gjort ansvarlige for at have overset væsentlige ESG-risici eller for at have bidraget til uansvarlig virksomhedspraksis.

Derfor kræver ansvarlige investeringsbeslutninger en systematisk og løbende proces, hvor relevante ESG-data indsamles, analyseres og indgår som en integreret del af beslutningsgrundlaget. Denne udvikling skærper kravene til både investorer og rådgivere om at besidde den nødvendige viden og kompetence til at gennemføre tilstrækkelig due diligence og sikre, at investeringerne lever op til gældende lovgivning og samfundets forventninger om bæredygtighed og etik.

Grøn finansiering og risici for greenwashing

Grøn finansiering har oplevet en markant vækst i takt med, at finansielle aktører og investorer i stigende grad efterspørger bæredygtige løsninger, der understøtter overgangen til en mere klimavenlig økonomi. Begrebet dækker over investeringer, lån og andre finansielle produkter, hvor de rejste midler øremærkes til miljømæssigt bæredygtige formål, såsom vedvarende energi, energieffektivisering, bæredygtig infrastruktur eller andre initiativer, der reducerer klimabelastningen.

Samtidig har denne udvikling dog medført betydelige juridiske udfordringer i forhold til såkaldt greenwashing, hvor virksomheder eller finansielle produkter fremstilles som grønnere eller mere bæredygtige, end de reelt er.

Det kan for eksempel ske gennem vildledende markedsføring, manglende transparens om investeringernes reelle klimaeffekt eller utilstrækkelig dokumentation af de grønne tiltag.

Risikoen for greenwashing udgør ikke blot et problem for investorer, der risikerer at træffe beslutninger på et misvisende grundlag, men også for det finansielle system som helhed, idet tilliden til ESG-mærkede produkter og grønne investeringsmuligheder kan undergraves.

For at imødegå denne risiko har EU blandt andet indført taksonomiforordningen og regler om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i den finansielle sektor (SFDR), som skal sikre ensartede definitioner og gennemsigtighed, således at finansielle produkter kun må markedsføres som grønne eller bæredygtige, hvis de opfylder klart definerede kriterier.

Dette stiller nye krav til dokumentation og rapportering fra både udbydere og investorer, og skærper behovet for juridisk due diligence i forbindelse med grøn finansiering. Samlet set illustrerer udviklingen, at grøn finansiering rummer et betydeligt potentiale for at drive samfundet i en bæredygtig retning, men at området samtidig kræver en skærpet opmærksomhed på regulering og kontrolmekanismer for at undgå greenwashing og derved sikre integriteten i de bæredygtige finansielle markeder.

Forvalteres og rådgiveres pligter i en ESG-kontekst

Forvaltere og rådgivere spiller en central rolle i at integrere ESG-hensyn i investeringsprocessen, og deres pligter er i stigende grad præciseret gennem både lovgivning og branchestandarder. I en ESG-kontekst indebærer disse pligter blandt andet, at forvaltere skal indsamle, vurdere og inddrage oplysninger om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i deres investeringsbeslutninger.

Dette forudsætter løbende due diligence og transparens over for investorer, således at de kan træffe informerede valg på baggrund af relevante ESG-oplysninger.

Rådgivere har tilsvarende en forpligtelse til at afdække kundernes præferencer for bæredygtighed, rådgive om ESG-risici og -muligheder samt sikre, at de produkter, der anbefales, stemmer overens med kundens værdier og investeringsmål.

Manglende overholdelse af disse pligter kan ikke alene udgøre et brud på god skik og lovgivning, men også føre til juridiske og omdømmemæssige konsekvenser. Udviklingen understreger derfor behovet for, at både forvaltere og rådgivere holder sig ajour med gældende regler og aktivt arbejder med ESG som en integreret del af deres professionelle ansvar.

Tvister og håndhævelse: ESG i retssalene

I takt med at ESG-kravene vinder frem i finanssektoren, ses der en markant stigning i antallet af tvister, hvor ESG-forhold er omdrejningspunktet – både nationalt og internationalt. Sager om greenwashing, hvor investorer eller tilsynsmyndigheder anfægter, om finansielle produkter reelt lever op til de markedsførte bæredygtighedskriterier, har allerede fundet vej til domstolene.

Samtidig oplever virksomheder og finansielle institutioner øget kontrol og håndhævelse fra myndighedernes side, særligt efter indførelsen af EU’s taksonomi-forordning og oplysningsforordningen (SFDR). Det betyder, at mangelfuld eller vildledende rapportering om ESG-forhold ikke blot kan føre til regulatoriske sanktioner, men også til erstatningskrav fra investorer, hvis de mener, at deres investeringsbeslutninger er truffet på et forkert grundlag.

Retssagerne peger på en voksende forventning om, at ESG-krav håndhæves på lige fod med andre finansielle og juridiske forpligtelser, hvilket skærper behovet for grundig dokumentation og transparens hos både udbydere og rådgivere af bæredygtige investeringer.

Fremtidsperspektiver for ESG og finansretten

Fremtiden for ESG og finansretten tegner sig som et område i hastig udvikling, hvor både lovgivning, praksis og markedsforventninger konstant bevæger sig. Med EU’s fortsatte udrulning af bæredygtighedsrelaterede reguleringer, såsom CSRD og SFDR, vil de juridiske krav til finansielle aktører kun blive mere omfattende og komplekse.

Dette øger behovet for specialiseret juridisk rådgivning og compliance, samtidig med at det forventes, at domstolene i stigende grad vil skulle tage stilling til tvister om ESG-relaterede spørgsmål. Derudover vil den teknologiske udvikling, eksempelvis brugen af kunstig intelligens og automatiserede rapporteringsværktøjer, sandsynligvis få stor betydning for, hvordan ESG-information indsamles, vurderes og anvendes i finansielle beslutningsprocesser.

Endelig vil presset fra investorer og samfundet for mere gennemsigtighed og reelle bæredygtige resultater forme både de retlige rammer og finansmarkedets praksis. Sammenlagt betyder det, at ESG ikke blot vil forblive et supplement, men i stigende grad blive et integreret og uomgængeligt element i finansrettens udvikling.