Bæredygtige investeringer: Juridiske faldgruber for finansielle aktører

Bæredygtige investeringer har i de seneste år bevæget sig fra at være en nichepraksis til at udgøre en væsentlig del af den finansielle sektor. Med et øget fokus på klima, miljø og sociale forhold er presset på finansielle aktører for at integrere bæredygtighed i deres investeringsbeslutninger større end nogensinde før. Dette har medført, at både investorer, rådgivere og kapitalforvaltere står over for et stadigt mere komplekst landskab af lovgivning, regulering og forventninger fra både myndigheder og markedet.

Men sammen med de nye muligheder, som bæredygtige investeringer bringer, følger også en række juridiske udfordringer og potentielle faldgruber. Kravene til dokumentation, transparens og markedsføring er skærpet, og risikoen for at blive anklaget for greenwashing eller ikke at leve op til de gældende regler er betydelig. I denne artikel giver vi et overblik over de centrale juridiske problemstillinger, som finansielle aktører skal navigere i, når de arbejder med bæredygtige investeringer – fra definitioner og lovgivning til praktiske krav, ansvar og fremtidige trends.

Definitionen af bæredygtige investeringer og den juridiske kontekst

Bæredygtige investeringer sigter mod at skabe en positiv indvirkning på miljø, sociale forhold og god selskabsledelse (ESG), samtidig med at der opnås et økonomisk afkast. Juridisk set har definitionen af bæredygtige investeringer udviklet sig markant de seneste år, især i takt med, at EU og andre lovgivere har indført mere præcise rammer og standarder.

Ifølge EU’s forordning om bæredygtig finansiering (SFDR) og EU-taksonomien betegnes en investering som bæredygtig, når den bidrager væsentligt til mindst ét miljømål, ikke væsentligt skader andre miljømål, og samtidig overholder bestemte minimumsstandarder for sociale rettigheder og governance.

Den juridiske kontekst indebærer således, at finansielle aktører skal kunne dokumentere og redegøre for, hvordan investeringerne opfylder disse krav. Dette stiller øgede krav til transparens, risikovurdering og rapportering, og det betyder, at definitionen ikke længere alene afhænger af virksomhedens egne vurderinger, men er underlagt et komplekst og dynamisk regelsæt, der løbende justeres og udbygges.

Lovgivning og regulering: Fra EU-taksonomi til nationale krav

Lovgivningen på området for bæredygtige investeringer har udviklet sig markant de seneste år, og finansielle aktører skal nu navigere i et komplekst landskab af både EU-regulering og nationale krav. EU-taksonomien udgør det centrale rammeværk og definerer, hvornår en økonomisk aktivitet kan betegnes som miljømæssigt bæredygtig.

Her finder du mere information om Ulrich Hejle.

Denne taksonomi suppleres af disclosure-forordningen (SFDR) og den kommende Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), som stiller yderligere krav til åbenhed, rapportering og dokumentation. Samtidig skal de finansielle aktører være opmærksomme på, at medlemslandene kan indføre egne regler og fortolkninger, hvilket kan skabe forskelle i kravene til bæredygtighed på tværs af grænser.

Eksempelvis har Danmark og andre EU-lande i varierende grad implementeret supplerende krav til produktmærkning og investorinformation. Kombinationen af EU-lovgivning og nationale særregler betyder, at finansielle aktører ikke blot skal holde sig opdateret på europæisk niveau, men også løbende følge med i nationale tiltag for at sikre overholdelse og undgå juridiske faldgruber.

Greenwashing: Gråzoner og risici for vildledende markedsføring

Greenwashing udgør en væsentlig udfordring for finansielle aktører, der markedsfører bæredygtige investeringsprodukter. Begrebet dækker over praksisser, hvor produkter fremstilles som mere bæredygtige, end de reelt er, hvilket kan føre til vildledning af investorer og forbrugere.

Særligt i lyset af nye EU-reguleringer, som for eksempel taksonomiforordningen og forordningen om bæredygtighedsrelaterede oplysninger (SFDR), opstår der gråzoner, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår markedsføringen går fra at være ambitiøs til decideret vildledende.

Finansielle aktører risikerer dermed at overtræde forbuddet mod vildledende markedsføring, hvis deres kommunikation om bæredygtighed ikke kan dokumenteres eller lever op til de lovfastsatte kriterier. Samtidig kan uklarheder i definitioner og fortolkninger skabe usikkerhed om, hvilke krav der gælder i praksis, hvilket øger risikoen for utilsigtet greenwashing og potentielle retlige konsekvenser.

Due diligence og dokumentationskrav i praksis

I praksis stiller reguleringen af bæredygtige investeringer omfattende krav til finansielle aktørers due diligence-processer og dokumentation. For at kunne klassificere en investering som bæredygtig i henhold til fx EU-taksonomien eller Disclosure-forordningen (SFDR), skal aktørerne foretage grundige vurderinger af, om investeringen lever op til de fastsatte miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige kriterier (ESG).

Dette indebærer blandt andet indsamling og løbende opdatering af relevante data om selskabernes aktiviteter, vurdering af potentielle negative indvirkninger samt sikring af, at der ikke sker betydelig skade på andre bæredygtighedsmål (“do no significant harm”-princippet).

Dokumentationskravene betyder, at alle vurderinger og beslutninger skal kunne efterprøves, hvilket kræver systematiske procedurer for indsamling, opbevaring og rapportering af oplysninger.

Mangelfuld due diligence eller utilstrækkelig dokumentation kan ikke blot medføre regulatoriske sanktioner, men også udgøre en betydelig juridisk risiko ved eventuelle klager eller søgsmål. Derfor er det afgørende, at finansielle aktører etablerer robuste interne processer, der sikrer overholdelse af gældende krav og muliggør transparent rapportering overfor både myndigheder og investorer.

Ansvar, sanktioner og mulig retlig opfølgning

Finansielle aktører, der tilbyder eller markedsfører bæredygtige investeringer, står over for et komplekst ansvarsbillede. Overtrædelser af gældende regler, eksempelvis om korrekt klassificering eller oplysning i henhold til EU-taksonomien og SFDR-forordningen, kan medføre betydelige sanktioner. Disse spænder fra administrative bøder og påbud udstedt af Finanstilsynet til potentielt alvorligere civilretlige konsekvenser, såsom erstatningsansvar over for investorer, hvis de føler sig vildledt.

I særligt grove tilfælde kan der også blive tale om politianmeldelse og strafferetlig forfølgning. Retlig opfølgning kan således både initieres af offentlige myndigheder og af private parter, hvilket øger presset på aktørerne for at have styr på både dokumentation og intern kontrol.

Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle.

Særligt i et marked med øget fokus på bæredygtighed og transparens er det afgørende, at finansielle aktører løbende vurderer deres procedurer og sikrer, at markedsføringen af investeringsprodukter er i fuld overensstemmelse med den gældende lovgivning for at undgå efterfølgende retlige skridt.

Fremtidige trends og forventede juridiske udfordringer

I takt med at bæredygtige investeringer vinder større udbredelse, forventes det juridiske landskab på området at blive endnu mere komplekst. Nye og skærpede EU-reguleringer, som for eksempel udvidelser af taksonomien til flere sektorer og sociale aspekter, vil stille finansielle aktører over for øgede krav til både rapportering og dokumentation.

Derudover ventes der et øget fokus på standardisering af ESG-data og metodekrav, hvilket kan føre til nye udfordringer i forhold til sammenlignelighed, transparens og ansvarlighed. Samtidig kan den stigende brug af teknologi og dataanalyse i bæredygtighedsvurderinger skabe nye risici omkring datasikkerhed og ansvar for fejl eller misvisende information.

Endelig må man forvente, at grænsen mellem lovgivning og frivillige standarder fortsat vil være flydende, hvilket kan skabe usikkerhed om, hvilke normer der skal følges. Samlet set vil udviklingen kræve, at finansielle aktører er proaktive i forhold til compliance og løbende tilpasser deres processer for at imødekomme nye juridiske udfordringer på bæredygtighedsområdet.